# Et sted at skifte mening

AI kan give os respons uden den samme sociale risiko. Kan det blive et sted at undersøge en overbevisning, før vi skal forsvare den over for andre?

- Forfatter: Mikkel Freltoft Krogsholm
- Type: Essay
- Udgivet: 2026-10-15
- Opdateret: 2026-10-15
- Sprog: da
- Emner: ai, samtale, skam, overbevisninger
- Kanonisk URL: https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/et-sted-at-skifte-mening/

---

En sten fortæller ikke vores hemmeligheder videre. Den bliver ikke skuffet over os, og vi behøver ikke møde den til frokost dagen efter, at vi har sagt noget pinligt. Alligevel går vi sjældent hen til en sten, når vi har brug for at tale.

Den mangler den anden halvdel af samtalen.

Et menneske kan lytte, stille spørgsmål og opdage noget i vores forklaring, vi ikke selv havde hørt. Men mennesket kan også ændre syn på os. Det har et liv uden for samtalen, kender måske vores venner og husker os næste gang. Når vi fortæller noget, giver vi både en tanke fra os og en smule kontrol over, hvordan vi bliver set.

AI stiller os i en mærkelig mellemposition. Den kan svare på måder, vi forbinder med mennesker, uden at være en person i vores omgangskreds. Den kan spørge ind til en bekymring, udfordre et argument og hjælpe med at finde ord. Bagefter går den ikke til middag hos vores søster.

Jeg tror, at netop kombinationen er vigtig. Vi kan få respons uden at opleve den samme sociale risiko. Det menneskelignende gør samtalen mulig, mens bevidstheden om, at vi taler med en maskine, kan gøre det lettere at åbne den.

Det kunne få betydning for noget mere end de hemmeligheder, vi fortæller. Også for de overbevisninger, vi tør slippe.

## Publikum behøver ikke være til stede

Det er nærliggende at tænke, at skammen forsvinder, når ingen ser os. Men et tomt værelse er ikke nødvendigvis et rum uden andres blik. Vi kan ligge alene om natten og skamme os over noget, ingen andre ved.

Psykologen June Tangney og hendes kolleger beskriver i [en forskningsoversigt om skam og skyld](https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC3083636/), hvordan undersøgelser fandt skam oplevet alene omtrent lige så almindelig som skyld oplevet alene. Skam kræver ikke et faktisk publikum. Den kan også opstå i vores egen vurdering af, hvem vi er.

Andre forskere lægger større vægt på truslen om at miste andres anseelse. I [et studie fra USA, Indien og Israel](https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC4790975/) fandt Daniel Sznycer og kolleger en tæt sammenhæng mellem, hvor negativt en gruppe vurderede bestemte handlinger og egenskaber, og hvor meget skam en anden gruppe forestillede sig at føle i de samme situationer. Det støtter deres teori om skam som et værn mod social nedvurdering, men afgør ikke hele diskussionen om følelsens oprindelse.

Vi behøver altså ikke vælge mellem, at skam findes inde i os, og at den har med andre mennesker at gøre. De normer og vurderinger, vi møder, kan følge med ind i den private samtale.

Alligevel er der forskel på at skamme sig over noget og at skulle fortælle det til et menneske. Det sidste kan føje endnu en bekymring til: Hvad kommer du til at tænke om mig, når du ved det?

En AI kan ikke nødvendigvis fjerne den første følelse. Men hvis den anden bekymring fylder mindre, kan det blive muligt at sige noget, som ellers var blevet inde i hovedet.

## Nogen, der svarer

Det er ikke kun en forestillet mulighed. I [en undersøgelse af samtaleappen Replika fra 2020](https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC7084290/) analyserede forskerne 1.854 brugeranmeldelser og uddybende svar fra 66 brugere. Nogle fortalte, at de delte tanker og følelser med chatbotten, som de ikke ville dele med andre af frygt for at blive dømt. Brugerne fremhævede også dens støttende svar og muligheden for at tale, når andre ikke var tilgængelige.

Det var brugernes egne beskrivelser, ikke et forsøg, der isolerede årsagen. At maskinen ikke var et menneske, og at den svarede omsorgsfuldt, optrådte sammen. Det giver mening. En kold formular kan være fri for fordømmelse uden at give os lyst til at fortælle den ret meget.

Der findes dog forsøg, som har skilt forestillingen om lytteren fra selve samtalen. Gale Lucas og kolleger undersøgte i 2014 [åbenhed over for en virtuel interviewer](https://doi.org/10.1016/j.chb.2014.04.043). Når deltagerne troede, intervieweren var computerstyret frem for styret af et menneske, var de mindre bekymrede for negativ bedømmelse og mere villige til at åbne sig. Resultatet er også gennemgået i [senere forskning i personlige samtaler med chatbots](https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC6074615/).

Forestillingen om, hvem der lyttede, gjorde altså en forskel. Det kan ikke alene forklares med den måde, nutidens sprogmodeller er trænet på. Forsøget fandt sted længe før dem.

Men maskinen har ikke en universel fordel. I den senere undersøgelse fra 2018 fandt forskerne ingen forskel i samtalernes intimitet mellem deltagere, der troede, de skrev med en chatbot, og deltagere, der troede, de skrev med et menneske. I virkeligheden sad der mennesker bag svarene i begge tilfælde. Forskerne foreslog, at maskinens fordel muligvis især viser sig, når emnet vækker frygt for at blive dømt.

At fortælle om næste uges planer og at indrømme noget, man skammer sig over, er forskellige situationer. Vi bør heller ikke forvente, at den samme samtalepartner er den bedste til begge dele.

## Det, de andre kender os for

Forestil dig en mand, der gennem flere år har forsvaret en bestemt forklaring på verden. Han har sendt artikler til sine venner og diskuteret den ved familiens middagsbord. Når andre har været uenige, har han forklaret, hvorfor de tog fejl.

Så støder han på noget, der ikke passer.

Han skal nu forholde sig til mere end den nye oplysning. Der er også alle de samtaler, hvor han var sikker. Hvis han ændrer mening, risikerer han at høre, at det var præcis, hvad de andre havde sagt hele tiden. Selv en venlig reaktion kan gøre det tydeligt, hvor længe han tog fejl.

En samtale med AI kunne give ham mulighed for at undersøge oplysningen, før han beslutter, hvad han mener, og før han skal forklare forandringen til nogen. Han kan stille det samme spørgsmål flere gange og vende tilbage til et argument, han stadig ikke kan slippe. Ingen omkring middagsbordet behøver kende hvert trin.

I [et studie offentliggjort i Science i 2024](https://doi.org/10.1126/science.adq1814) lod Thomas Costello, Gordon Pennycook og David Rand 2.190 mennesker, der troede på konspirationsteorier, indgå i samtaler med GPT-4 Turbo. Samtalerne tog udgangspunkt i deltagernes egne begrundelser og mødte dem med evidensbaserede modargumenter. Troen på teorierne blev reduceret, og forskerne kunne stadig måle en effekt to måneder senere.

Forsøget viste ikke, at mindre skam var årsagen. Individuelt tilpassede og overbevisende modargumenter er en anden oplagt forklaring. Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem forskningen i åbenhed og dette resultat. Men tilsammen gør de det værd at undersøge, om betingelserne for at tage imod et argument kan ændre sig, når samtalepartneren er en maskine.

Vi taler tit om uenighed, som om problemet er at finde den oplysning, den anden mangler. Nogle gange kan oplysningen måske først bruges, når det bliver mindre kostbart at indrømme, at den betyder noget.

## Tryg nok til at blive modsagt

Et sted at skifte mening skal kunne mere end at få os til at føle os godt tilpas. Hvis manden med den vaklende overbevisning blot får en mere velformuleret udgave af sine gamle argumenter tilbage, kan samtalen gøre ham mere sikker i stedet.

Der er en forskel på at møde et menneske uden fordømmelse og at behandle alle dets påstande som rigtige. En god samtalepartner kan tage bekymringen alvorligt og samtidig vise, at forklaringen ikke holder. Den skelnen er afgørende, hvis AI skal blive et rum for tvivl og ikke bare et bekvemt sted at få ret.

I [*Spotteren, ikke kranen*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/spotteren-ikke-kranen/) undersøgte jeg forskellen mellem at lade AI fjerne en udfordring og bruge den til selv at blive bedre i stand til at møde den. Her bliver forskellen konkret: Maskinen kan hjælpe os med at undersøge vores overbevisning og finde ord til en svær samtale. Den kan også blive det sted, vi går hen for at undgå samtalen med dem, der ikke svarer lige så tålmodigt.

Vi ved ikke, om et privat rum for tvivl vil gøre os mere åbne over for hinanden. For nogle kan det blive en mellemstation. For andre kan den behagelige samtale blive et sted at blive.

Og selv når der ikke sidder et menneske i den anden ende, er der mennesker bag systemet. Følelsen af fortrolighed fortæller ikke i sig selv, hvordan samtalen bliver gemt eller brugt. En chatbot er heller ikke fri for påvirkning, bare fordi den ikke selv har en plads ved middagsbordet.

I [*Magten før knappen*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/magten-foer-knappen/) skrev jeg om den magt, der ligger i at forme de muligheder og forklaringer, et menneske får præsenteret. Den magt findes også i en venlig samtale. Den, der bestemmer, hvordan systemet svarer, kan få indflydelse på, hvad vi møder netop dér, hvor vi sænker paraderne.

Det gør ikke muligheden mindre interessant. Det betyder, at et godt sted at tvivle må give plads til, at vi også tvivler på den, vi taler med.

## Tilbage ved bordet

Vi har allerede private måder at undersøge os selv på. En dagbog lader os skrive uden straks at blive bedømt. Men dagbogen finder ikke et modargument og spørger, hvordan det passer med det, vi lige skrev. En fortrolig ven kan gøre begge dele, men er stadig et menneske, vi har en relation til og måske noget på spil over for.

AI lægger en ny samtaleform imellem dem. Vi behøver ikke beslutte, at den er en ven, for at undersøge, hvad den kan gøre muligt. Den kan være et sted, hvor en tanke endnu ikke behøver være en position, og hvor det, vi sagde i går, ikke kræver, at vi forsvarer det igen i dag.

Det er en håbefuld mulighed i en offentlighed, hvor gamle udsagn kan hentes frem længe efter, at man er begyndt at tvivle på dem. Der kunne blive lidt mere plads mellem at være sikker og at skulle forklare alle andre, hvorfor man ikke længere er det.

Manden fra middagsbordet skal stadig møde sin familie. Hvis samtalen med maskinen har hjulpet ham, er det ikke nødvendigvis, fordi han nu har det endelige svar. Det kan være, fordi han kan sætte sig ned uden at skulle forsvare det gamle.

Og når emnet kommer op igen, kan han sige: »Der er noget ved den forklaring, jeg ikke længere er så sikker på.«