# Mere verden, færre ting AI bruger strøm, vand og materialer. Den kan også hjælpe os med at behøve færre biler, færre nye bygninger og mindre udbygning. Hvad får vi øje på, når vi ser ud over datacentret? - Forfatter: Mikkel Freltoft Krogsholm - Type: Essay - Udgivet: 2026-10-30 - Opdateret: 2026-10-30 - Sprog: da - Emner: ai, ressourcer, infrastruktur, frihed - Kanonisk URL: https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/mere-verden-faerre-ting/ --- Når en lufthavn løber tør for plads, er det nærliggende at forestille sig en byggeplads. Flere kvadratmeter, større anlæg, endnu en udvidelse. Passagererne skal jo være et sted, og deres kufferter skal igennem systemet. Den 28. oktober beskrev [Ingeniøren en anden del af svaret i Københavns Lufthavn](https://ing.dk/artikel/koebenhavns-lufthavn-loeber-toer-kvadratmetre-ai-skal-udnytte-pladsen-bedre). Lufthavnen har bygget en dataplatform, der skal rumme AI-løsninger til blandt andet bedre udnyttelse af bagagebånd og forståelse af passagermønstre. Antallet af rejsende vokser hurtigere, end de fysiske rammer kan følge med. Derfor skal den eksisterende infrastruktur bruges klogere. En kuffert er stadig en kuffert. Den bliver hverken mindre eller vægtløs af kunstig intelligens. Men hvor meget plads et anlæg behøver, afhænger også af, hvordan kufferterne bevæger sig gennem det, og hvor de hober sig op. Jeg synes, der ligger en langt større mulighed i den tanke. Vi taler meget om de ressourcer, AI kræver. Strømmen, vandet til køling, materialerne til chips og datacentre. Når teknologien bliver kaldt ressourcespild, bliver dens eget forbrug let til hele fortællingen. Så forsvinder alt det, den kan hjælpe os med at få mere ud af andre steder. Et datacenter kan fotograferes. Det kan den kontorbygning, vi aldrig får brug for at opføre, ikke. ## Den overflod, der står stille En bil kan være dyr, tung og fuld af avanceret teknologi og alligevel tilbringe en stor del af sit liv uden at bevæge sig. Den står ved boligen, mens ejeren sover, og ved arbejdspladsen, mens ejeren arbejder. Imens kan et andet menneske mangle en måde at komme frem på. Det er en af de store tanker bag delte selvkørende biler. Hvis bilen kan hente den næste passager, mens den første er på arbejde, kan den samme bil dække flere menneskers transportbehov. Med en flåde, der indrettes til det, åbner der sig en mulighed for at bruge færre biler og mindre plads til parkering. Det interessante er hele den aftale, bilen kan indgå i. Den skal vide, hvem der har brug for en tur, hvor de skal hen, og hvornår bilen igen skal være til rådighed. Evnen til at køre er en del af muligheden. Koordineringen er en anden. En by rummer mange lignende situationer. Et undervisningslokale kan stå tomt, mens en forening leder efter et sted at mødes. En maskine på et værksted kan vente på næste opgave, mens nogen et andet sted overvejer at købe en tilsvarende. Der kan være rigeligt af noget i byen, som er utilgængeligt for den, der mangler det. Forestil dig et kor, som skal finde et øvested. En liste over ledige lokaler er en begyndelse. Men koret har brug for et rum med plads til mennesker og lyd, adgang på de rigtige tidspunkter og en aftale, som holder næste uge også. Et kælderlokale med ledige timer er ikke meget værd, hvis halvdelen af sangerne ikke kan komme ned ad trappen. En AI kunne hjælpe med at forstå behovene, finde egnede muligheder og få aftalerne på plads. Den kunne lære af, hvilke rum der faktisk bliver brugt, og hvad der får en aftale til at fungere. Så bliver delingen lettere for både dem, der låner ud, og dem, der skal ind ad døren. I [*Mønsterfornemmelse*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/moensterfornemmelse/) skrev jeg om alle de oplysninger, vi har samlet uden at få særlig meget ud af dem. Her kan den tillærte kunnen få en fysisk virkning. Mønstrene i brugen af et rum kan blive til mere liv i det. Det tomme lokale er allerede bygget. Betonen er støbt, og taget er lagt. Hver gang en ny aktivitet kan finde plads dér, bliver mere muligt med det, vi allerede har betalt for i penge, materialer og energi. ## Vi behøver heller ikke komme samtidig Nogle gange er der ingen ledig kapacitet, netop når vi skal bruge den. Toget er fyldt klokken otte. Vejen står stille. Alle skal frem til nogenlunde samme tidspunkt, og bagefter falder presset igen. Når infrastrukturen skal kunne klare spidsbelastningen, kan få travle timer få betydning for, hvor meget vi bygger og holder klar resten af dagen. Derfor ligger der også en mulighed i at ændre tidspunktet for behovet. AI kunne gøre flere former for arbejde mindre afhængige af, at alle er til stede samtidig. Noget af det findes allerede i enkel form. [Microsoft Teams kan samle møder op med AI-genererede noter og forslag til opfølgningsopgaver](https://learn.microsoft.com/en-us/microsoftteams/intelligent-recap-calls-meetings). En medarbejder kan finde tilbage til det relevante uden først at bede en kollega om at fortælle hele forløbet igen. Hvis en AI også kan holde styr på en opgave, finde de nødvendige oplysninger og klargøre arbejdet til næste menneske, kan færre overleveringer kræve et fælles tidspunkt. Så kan en kollega begynde tidligt og en anden senere, mens arbejdet stadig hænger sammen. Det er værd at følge den mulighed helt ud på vejen. Et ændret arbejdsforløb inde i en virksomhed kan blive til en anden afgangstid hjemmefra. Flere sådanne valg kan sprede presset på toget, vejen og kontoret. Friheden i arbejdet kan få en virkning i den fysiske verden udenfor. Det kræver, at fleksibiliteten bliver til reel råderet over dagen. Hvis AI blot gør det muligt at sende flere opgaver på alle tidspunkter, har vi fået en længere arbejdsdag. Muligheden her er at kunne møde senere, hente et barn eller lægge en del af arbejdet et andet sted, uden at samarbejdet falder fra hinanden. Vi kan altså få mere ud af den samme infrastruktur både ved at dele den og ved at fordele behovet over flere tidspunkter. En vej kan få bedre plads, fordi færre behøver være på den klokken otte. ## Regnskabet uden for datacentret Det Internationale Energiagentur undersøgte allerede i sin [rapport *Energy and AI* fra 2025](https://www.iea.org/reports/energy-and-ai/executive-summary), hvordan sensorer og AI-baseret styring kan frigøre mere kapacitet i eksisterende elledninger. Ved bred anvendelse vurderede agenturet et potentiale på op til 175 gigawatt ekstra transmissionskapacitet uden nye ledninger. Det handler om, hvor meget strøm nettet kan føre, og om bedre at udnytte de anlæg, der allerede står der. Det er samme bevægelse som i lufthavnen. En fysisk grænse kan nogle gange flyttes ved at forstå og styre det eksisterende bedre. I [*Videnseksplosion*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/videnseksplosion/) undersøgte jeg, hvordan viden kan ændre de begrænsninger, vi arbejder under. Noget, der ligner en fast mangel på kapacitet, kan også være en mangel på viden om, hvordan kapaciteten kan bruges. Den mulighed gælder langt uden for selve computeren. Hvis vi vil forstå, hvad AI betyder for vores samlede ressourceforbrug, må vi derfor følge teknologien ud i de systemer, den ændrer. En beregning bruger strøm. Den kan også gøre det muligt at udskyde en udbygning, bruge mindre energi til en opgave eller dække flere menneskers behov med færre fysiske ting. Det er et andet spørgsmål end, om den næste chip bliver mere effektiv. Det handler om den samlede verden omkring chippen. Hvor meget behøver vi producere, transportere og opføre for at få den hverdag, vi ønsker? Den bygning, der bliver overflødig, giver ingen spektakulær indvielse. Der kommer ingen pressefotograf for at tage billeder af de materialer, der ikke skal udvindes. Et behov er blevet dækket på en anden måde, og byggepladsen bliver ved med at være noget andet. Når debatten kun følger det, AI selv forbruger, bliver den blind for den slags fremskridt. ## Plads til et indfald Der er noget værdifuldt ved en bil, der står klar til én selv. Den giver frihed til at ændre planer. Et lokale uden en booking kan være det sted, hvor noget uventet får lov at begynde. Den frihed skal med ind i forestillingen om bedre udnyttelse. Et samfund, hvor hver stol er reserveret, og alle maskiner er i brug hele tiden, har svært ved at tage imod et indfald. Når alt kører præcis på grænsen, kan den mindste forsinkelse også brede sig til de næste. En god fælles løsning skal derfor rumme luft. Den kan holde noget kapacitet ledig, finde et andet rum, når det første bliver nødvendigt til noget andet, og gøre det let at ændre en aftale. AI's evne til at koordinere kan bruges til at bevare den frihed, som ellers får os til at ville eje hver vores. Tilsvarende er færre biler interessante, hvis mennesker stadig kan komme frem. En frigjort parkeringsplads kan blive til træer, en legeplads eller et sted at sidde. Gevinsten får indhold gennem det liv, der bliver plads til. I [*Revolutionen under overfladen*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/revolutionen-under-overfladen/) skrev jeg om teknologiske forandringer, der først ændrer forbindelserne under den genkendelige verden. Her kan det være forbindelsen mellem et menneskes behov og et sted, en bil eller et stykke udstyr, som allerede findes. Vi er vant til at forestille os fremskridt som noget nyt, der kommer til. En større vej. Endnu en bygning. Flere ting inden for rækkevidde. Der findes også en fremtid, hvor flere får adgang, selv om vi bygger mindre. Hvor arbejdet giver os frihed til at tage et andet tog, og hvor korets øveaften begynder med, at nogen åbner døren til et rum, der har stået der hele tiden.