# Når undervisning bliver overvågning AI-snyd er et reelt problem. Men skærmovervågning afslører også en prøveform, der stadig kun kan stole på eleven, når hun arbejder alene. - Forfatter: Mikkel Freltoft Krogsholm - Type: Essay - Udgivet: 2026-08-10 - Opdateret: 2026-08-10 - Sprog: da - Emner: ai, uddannelse, eksamen, dannelse, overvågning - Kanonisk URL: https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/naar-undervisning-bliver-overvaagning/ --- Det er ikke svært at forstå, hvorfor skolen er bekymret. En elev kan få en sprogmodel til at skrive en sammenhængende analyse, løse en programmeringsopgave eller formulere en aflevering på få sekunder. Læreren kan se et færdigt produkt, men ikke nødvendigvis den vej, eleven gik for at nå frem. Hvis karakteren skal sige noget om elevens eget niveau, er det et reelt problem. Derfor offentliggjorde Undervisningsministeriet i august en [strakspakke mod AI-snyd](https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/2026/august/260806-ny-strakspakke-mod-ai-snyd-paa-gymnasierne/). Den rummer mundtligt forsvar af hjemmeopgaver, opfordringer til at bruge monitoreringsværktøjer under skriftlige prøver og flere skriftlige opgaver på skolen under kontrollerede forhold. Det er let at reagere med principiel forargelse over den overvågede skærm. Det ville være for nemt. Nogle færdigheder skal kunne vises uden hjælp. En skole er også nødt til at kunne give en karakter, som andre kan stole på. Og en elev, der aldrig selv forsøger at formulere en tanke, får ikke bare en uretfærdig fordel. Hun mister den modstand, som gør tænkning mulig. Men pakken stiller et større spørgsmål, end den selv forsøger at besvare. Hvad er det egentlig, skolen vil se? For jo mere vi må overvåge elevens adgang til verden for at tro på hendes arbejde, desto tydeligere bliver det, at vi forsvarer en bestemt måde at måle på. En prøveform, der er troværdig, når eleven arbejder alene, med begrænsede hjælpemidler, i et lukket rum. AI gør ikke den konflikt op. Den gør den synlig. ## Den lukkede prøve Den skriftlige eksamen har længe været en elegant institutionel maskine. Den skaber nogenlunde ens betingelser. Den begrænser hjælpen. Den gør det muligt at sammenligne resultater. Man kan være uenig i karakterer, men man ved i det mindste, hvad der blev målt: Hvad kunne dette menneske frembringe under disse vilkår? Det er ikke en ligegyldig viden. Vi vil gerne vide, om en læge kan forstå anatomi, før hun konsulterer et system. Om en jurist kan se en modstrid i en sag, før han accepterer et forslag. Om en elev kan skrive en begrundet analyse, før hun får en maskine til at gøre det hurtigt. Ikke fordi mennesket skal slå maskinen i en duel, men fordi man ikke kan tage ansvar for et svar, man ikke har begreber for at vurdere. Her har ministeriet ret. AI må ikke blive en genvej, hvor produktet ser bedre ud, end elevens forståelse er. Men den lukkede prøve er ikke undervisningens neutrale grundform. Den er en teknologi. Den blev central, fordi den løste et administrativt problem: Hvordan vurderer vi mange mennesker på en måde, der kan sammenlignes, dokumenteres og forsvares? Den gør en bestemt type individuel præstation synlig. Til gengæld gør den meget andet usynligt. Den ser ikke godt, om eleven kan undersøge et komplekst problem sammen med andre. Om hun kan stille bedre spørgsmål til en ekspert. Om hun kan opdage, at en overbevisende analyse bygger på et falsk premis. Om hun kan fordele arbejde, dokumentere usikkerhed, skifte metode eller tage ansvar for en fejl i et fælles system. Det er ikke nye evner. Men de bliver afgørende, når intelligens ikke længere kun er noget, der foregår inde i den enkelte elevs hoved. ## Fra kontrol til indsigt Der er en vigtig forskel på at se en arbejdsproces og at overvåge et menneske. En lærer, der beder en elev vise sine noter, forklare sit valg af kilder eller forsvare sin analyse mundtligt, prøver at skabe faglig indsigt. Det kan være krævende, men det har en pædagogisk retning: Eleven skal selv kunne gøre sit arbejde forståeligt. En skærmmonitor, en firewall og et kontrolleret lokale har en anden retning. De forsøger først og fremmest at begrænse de handlinger, der kan finde sted. De kan være nødvendige i en konkret prøve. Men de skaber ikke i sig selv et bedre svar på, hvad eleven skal lære. Det er derfor, diskussionen om AI-snyd let bliver fattigere end problemet. Den kommer til at handle om, hvordan vi holder AI ude længe nok til at kunne fortsætte med at bedømme den samme slags output. Men AI er ikke en mobiltelefon, der kan lægges i en kasse uden for lokalet. Den bliver en stadig mere almindelig del af de systemer, elever senere skal leve og arbejde i. Den vil være i søgning, tekstbehandling, regneark, software, kundesystemer og beslutningsstøtte. At have adgang til en intelligent hjælp er ikke længere en usædvanlig fordel. Det er ved at blive en betingelse i verden. Så skolen står med to opgaver, der ikke må blandes sammen. Den første er at beskytte de situationer, hvor vi med god grund vil vide, hvad et menneske selv kan. Her kan en AI-fri prøve stadig have en plads. Måske endda en vigtigere plads, fordi den bliver tydeligere begrundet. Den anden er at uddanne mennesker til at arbejde myndigt med intelligens, der ikke er deres egen. Den opgave kan ikke løses ved at gøre skolen til en zone, hvor denne intelligens kun optræder som en fristelse, der skal opdages. ## Hvad er en elevs eget arbejde? Spørgsmålet lyder banalt, indtil man prøver at svare på det. Er en analyse elevens egen, hvis hun har fået hjælp til at strukturere den? Hvad hvis hun har bedt en sprogmodel om ti modargumenter og forkastet ni? Hvad hvis modellen har foreslået en formulering, men eleven har ændret den, fordi den misforstod kilden? Hvad hvis to elever samarbejder, en tredje finder data, og en agent holder styr på deres noter? Det ville være tåbeligt at svare, at alt er tilladt, så længe eleven kan forklare sig bagefter. Nogle gange skal hun kunne skrive den første sætning selv. Nogle gange skal hun kunne regne uden en assistent. Nogle gange er det netop hendes eget ræsonnement, der skal prøves. Men det er lige så tåbeligt at lade som om, et arbejde kun er ægte, når det blev til i isolation. I andre dele af samfundet har vi allerede accepteret, at godt arbejde er distribueret. Ingen forventer, at en arkitekt tegner uden ingeniører, at en kirurg arbejder uden instrumenter, eller at en forsker afviser databaser og kolleger for at bevise sin selvstændighed. Vi vurderer ikke kun resultatet. Vi vurderer, om processen var fagligt forsvarlig, om bidragene kan spores, og om nogen tager ansvar for helheden. Det er den standard, der mangler i AI-debatten. Ikke: *Har eleven rørt AI?* Men: *Kan eleven redegøre for, hvad systemet bidrog med, hvad hun selv vurderede, hvad der kunne være forkert, og hvorfor resultatet bør stå?* Det er en hårdere prøve end blot at aflevere en vellykket tekst. Den kræver faglighed nok til at gennemskue et forslag, dømmekraft nok til at forkaste det og ansvar nok til at sætte sit navn under det. ## Den nye ulighed Der er også et lighedsspørgsmål, som hverken fri adgang eller total kontrol løser. Nogle elever ved allerede, hvordan de får meget ud af en model. De kan formulere et problem, opdage fejl, bruge flere værktøjer og holde deres eget projekt sammen. Andre får generiske svar, bliver overbevist af flydende nonsens eller opgiver at tænke, fordi maskinen altid kan skrive hurtigere. Hvis skolen blot siger, at AI er forbudt, overlader den den forskel til hjemmet. De elever, der har mest adgang, mest teknisk sprog og mest støtte, fortsætter med at lære det uden for skolen. De andre møder værktøjet som et forbud eller en hemmelighed. Hvis skolen derimod bare siger, at AI er tilladt, gør den også forskellen større. Den stærkeste elev får en multiplikator. Den svageste får en blank side med en venlig chatbot ved siden af. Den mere krævende vej er at gøre brugen synlig og til et fælles fagligt objekt. Ikke fordi alle skal blive prompt-ingeniører, men fordi alle skal lære forskellen mellem at få et svar og at kunne stå inde for det. I [*Dannelse er ikke et helle*](/da/articles/dannelse-er-ikke-et-helle/) argumenterede jeg for, at uddannelse ikke kan bygge på håbet om, at der altid findes en færdighed, AI ikke kan udføre. Det samme gælder her. Selvstændighed kan ikke betyde, at man er fri for påvirkning. Ingen har nogensinde tænkt helt alene. Selvstændighed må betyde, at man kan tage stilling til de påvirkninger, man arbejder med. ## En anden slags eksamen Det betyder ikke, at den traditionelle eksamen skal afskaffes. Det betyder, at den skal holde op med at foregive at være tilstrækkelig. En uddannelse kunne fortsat have korte, AI-fri prøver af centrale færdigheder. De kan være vigtige pejlemærker: Kan eleven læse en tekst selv? Forklare en beregning? Skrive et argument uden at låne en stemme, hun ikke forstår? Men den kunne også bedømme noget andet og mere virkeligt. Eleven kunne aflevere en arbejdslog sammen med sit produkt: hvilke spørgsmål stillede hun, hvilke forslag fra AI eller andre valgte hun fra, hvordan ændrede hendes forståelse sig, og hvor ligger usikkerheden stadig? Hun kunne forsvare et valg mundtligt. Hun kunne få et problem, hvor en sprogmodel med vilje leverer en plausibel fejl, og blive bedømt på, om hun opdager den. Hun kunne arbejde i et hold, hvor karakteren ikke udvisker det individuelle ansvar, men gør bidrag, uenighed og beslutninger synlige. Det er ikke en opskrift. Det vil koste tid. Det vil være sværere at standardisere. Og det vil gøre det mindre let at reducere uddannelse til et tal på et eksamensbevis. Men det er netop pointen. Når verden bliver mere kompleks, er det ikke sikkert, at uddannelsens svar skal være at gøre den usynlig. Ministeriets mundtlige forsvar af hjemmeopgaven peger faktisk i en interessant retning. Ikke fordi det er et perfekt værn mod snyd, men fordi samtalen kan vise mere end det færdige dokument. En elev, der kan forklare, hvorfor hun tog en bestemt beslutning, hvad hun ville undersøge videre, og hvor hendes eget argument er svagest, viser noget, som en plagiatkontrol ikke kan måle. Det kan blive til en pædagogik. Eller det kan blive endnu en kontrolpost. Forskellen ligger i, om formålet er at finde den elev, der har brudt reglerne, eller at gøre den elev, der kan tage ansvar, synlig. ## Myndighed blandt andre intelligenser Den dybeste udfordring er ikke teknisk. Den er menneskelig. Vi har lært elever, at selvstændighed er at løse opgaven selv. Det var aldrig hele sandheden, men det var en brugbar forenkling i en skole, hvor den afgørende intelligens sad ved bordet. Nu sidder der også noget andet ved bordet. En sprogmodel kan formulere, foreslå, efterligne, argumentere og modsige. Den kan være forkert på en måde, der lyder overbevisende. Den kan være hjælpsom på en måde, der skjuler, at eleven ikke længere ved, hvad hun mener. Og den kan blive en reel samarbejdspartner i et projekt, hvis eleven kan bruge den uden at overgive sig til den. Det kræver ikke mindre dannelse. Det kræver en anden anvendelse af den. Myndighed blandt andre intelligenser er ikke at vinde over systemet eller holde det ude af rummet. Det er at kunne sige: Her må du hjælpe. Her må du ikke. Dette svar er godt, men denne antagelse er forkert. Jeg tager ansvaret for beslutningen, også når jeg ikke frembragte hvert ord selv. Det er sværere at lære end at installere en firewall. Men hvis skolens svar på AI først og fremmest bliver flere lukkede rum, kan den komme til at beskytte præcis den måleform, den burde være i gang med at gentænke. Den vil kunne fortsætte med at producere sammenlignelige besvarelser. Men den risikerer at uddanne unge til en verden, hvor de først møder den mest almindelige nye form for intelligens som noget, der skal skjules. AI-snyd skal tages alvorligt. Det gør menneskelig forståelse ikke mindre vigtig. Det gør den mere synlig som et ansvar. Spørgsmålet er ikke, om skolen skal have lov til at kontrollere en prøve. Spørgsmålet er, om kontrol er det bedste, den kan forestille sig, når den skal hjælpe et menneske med at blive myndigt i en verden, hvor hun aldrig igen arbejder helt alene.