# Noget, der er vores AI kan hjælpe os med at skabe musik og historier til dem, vi holder af. Men hvad sker der med det fælles — og med de særheder, vi bør lade blive? - Forfatter: Mikkel Freltoft Krogsholm - Type: Essay - Udgivet: 2026-10-10 - Opdateret: 2026-10-10 - Sprog: da - Emner: ai, kultur, fortællinger, fællesskab - Kanonisk URL: https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/noget-der-er-vores/ --- Jeg har lavet nogle albums med AI og lagt dem på Spotify. Jeg tror ikke, der er andre end mig, der lytter til dem. Men jeg kan godt lide dem. Det er musik, jeg selv synes er fed, og når en sang rammer det, jeg gerne ville have, er fornemmelsen ganske enkelt: Fuck, det var bare fedt. Det er en lidt mærkelig erfaring at tage med ind i debatten om kunstig intelligens og kultur. Vi taler om, hvorvidt maskiner vil overtage musikernes arbejde, fylde tjenesterne med billigt indhold eller skrive bøger, ingen har bedt om. Det er vigtige spørgsmål. Mine plader peger bare på en anden mulighed. Der behøver ikke være et marked for det, jeg laver. Det kan være nok, at jeg selv har lyst til at høre det. Jeg har også brugt AI til at lave historier for mine børn. Med ElevenLabs har jeg lavet lydbøger, hvor der var en fortællerstemme, og hver karakter havde sin egen stemme. Det var virkelig fedt at kunne få fortællingen frem på den måde. Flere, jeg kender, har også lavet historier for deres børn. En historie til ens børn skal ikke nødvendigvis kunne konkurrere med de bedste børnebøger. Den kan noget andet, fordi den er lavet til dem. Forestil dig en drage, der bor under det lokale supermarked. Barnet kender stedet. Dragen kan få et navn, de finder på sammen. Det er et tænkt eksempel, men man kan let se, hvordan selve arbejdet med historien kunne blive en del af det, der foregår mellem en voksen og et barn. Vi har selvfølgelig lavet ting til hinanden længe før AI. Fødselsdagssange, godnathistorier, fotoalbummer og hjemmelavede film har aldrig behøvet et stort publikum. Nu kan vi få hjælp til dele af arbejdet, som ellers krævede færdigheder, udstyr eller andre mennesker. En fortælling kan få flere stemmer. En musikalsk idé kan blive til noget, man faktisk kan lytte til. Det åbner for mere end billigere produktion. Flere af os kan få mulighed for at lave noget, der tidligere blev ved tanken. Og noget af det vil kun være interessant for ganske få mennesker. ## Hvad mødes vi i? Yuval Noah Harari vender tilbage til fortællingernes betydning for menneskets evne til at samarbejde. Vi kan organisere os i store grupper af fremmede, fordi vi deler forestillinger om penge, nationer, love og institutioner. Fortællingerne er ikke bare underholdning efter dagens arbejde. De er med til at holde samfundet sammen. I [*Nexus*](https://www.ynharari.com/book/nexus/) undersøger han også, hvordan information kan skabe store netværk uden nødvendigvis at bringe dem tættere på sandheden. En pengeseddel og en godnathistorie gør ikke det samme. Men i mindre målestok kender vi også betydningen af fælles kulturelle referencer. En sang kan få et helt rum til at synge med. En film giver to mennesker, der ellers ikke kender hinanden, noget at tale om. Vi kan citere en replik og regne med, at nogen ved, hvor den kommer fra. Hvis vi hver især kan få præcis de sange, historier og film, vi ønsker, bliver det mindre nødvendigt at opsøge det, andre også oplever. Min egen plade passer til mig. Din passer til dig. Vi behøver ikke længere mødes i nogen af dem. I [*Schrödingers AI*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/schrodingers-ai/) skrev jeg om, at AI kan fortælle millioner af mennesker hver deres version af en historie. Den mulighed er både fascinerende og urolig. Når fortællingen tilpasses mig, kan den også skåne mig for det, jeg ikke allerede forstår eller bryder mig om. Debatten om sociale mediers ekkokamre handler blandt andet om frygten for, at vi kun møder vores egne synspunkter. AI kan i princippet tage tilpasningen videre: Historien bliver skrevet til mig fra begyndelsen. Hvis det også gælder fortællingen om samfundet, kan vi få sværere ved overhovedet at blive enige om, hvad vi er uenige om. Men det ville være en mærkelig slutning at drage fra mine plader. At jeg kan lide min egen musik, betyder ikke, at jeg har fået min egen virkelighed. En historie til et barn lukker heller ikke automatisk familien ude fra resten af verden. Der er forskel på at få sin smag opfyldt og at få alle sine forestillinger bekræftet. ## En historie til dem, der hører til Da vi talte om den risiko, kom jeg til at tænke på [*Når de døde taler*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/naar-de-doede-taler/). Det essay begyndte med breve fra kunstneren Bertha Wegmann og hendes veninde, som min mor havde samlet sammen med viden om deres samtid. Jeg brugte AI til at forsøge at skabe en sammenhængende fortælling i Berthas stemme. Jeg kunne ikke vide, om den virkelig lød som hende. Men forsøget viste, hvordan et stort materiale kunne blive til noget, man kunne læse og opleve. Hvorfor skulle den mulighed være forbeholdt mennesker, som mange andre er interesserede i? Man kunne forestille sig at samle mormor og morfars historie. Breve, fotografier og erindringer fra dem, der kendte dem, kunne danne grundlag for en bog eller en lydbog. Man kunne fortælle om den by, man voksede op i, og de steder, der betød noget for dem, der boede der. Familien eller byen har stadig et arbejde med at finde materialet og undersøge det. Maskinen kan ikke vide, hvad et billede betyder, hvis ingen længere ved, hvem der står på det. Alligevel kan hjælpen gøre en forskel. En familiehistorie, der aldrig ville kunne sælges til et forlag, kan være værd at bruge tid på for dem, der hører til familien. Den kan give et barn adgang til mennesker, barnet aldrig nåede at møde. Et sted kan få en historie, som de nye beboere kan træde ind i. Så de små fortællinger behøver ikke kun være konkurrenter til det fælles. De kan også skabe det. En historie, som næsten ingen interesserer sig for, kan binde netop de mennesker sammen, der gør. Det erstatter ikke vores behov for at kunne tale på tværs af familier og byer. Men der er også noget fattigt ved at måle en fortællings værdi på, hvor mange fremmede den kan tiltrække. Mormors liv kan godt være vigtigt uden at være interessant for hele Danmark. ## Hvis alle fortæller med samme stemme Der ligger en anden risiko i at lade AI hjælpe os med de mange små historier. Indholdet kan blive mere personligt, samtidig med at måden at fortælle på bliver mere ens. Forestil dig, at tusind familier får skrevet deres historie. Navnene og stederne er forskellige, men alle bøgerne har den samme rolige fortællerstemme. Modgang bliver til læring. Et gammelt fotografi åbner et kapitel, og til sidst får vi at vide, hvad familien altid har forstået inderst inde. Det er et tænkt billede af noget, modellerne kan friste os til: en fortælling, der hænger så godt sammen, at vi ikke opdager, hvad der er blevet glattet ud. Risikoen har også et konkret forskningsspor. I [et eksperiment af Anil Doshi og Oliver Hauser](https://arxiv.org/abs/2312.00506) fik nogle deltagere adgang til AI-genererede idéer, mens de skrev korte historier. Historierne blev vurderet som bedre skrevet og mere underholdende, men de AI-hjulpne historier lignede også hinanden mere. Det var et afgrænset skriveforsøg, ikke en dom over fremtidens kultur. Alligevel viser det, hvordan en gevinst for den enkelte tekst kan følges af mindre variation mellem teksterne. Det er heller ikke en naturlov, at en sprogmodel gør alt ens. Resultatet afhænger af modellen, materialet og det, vi beder den om. Men velkendte fortællemønstre kan være nemme at falde tilbage på, både for maskinen og for os, der accepterer dens forslag. Mormors omveje kan netop være en del af hendes historie. Hun bruger et udtryk, ingen andre bruger, gentager noget eller fortæller om en episode, som ikke ender med en pointe. En maskine kan gøre det mere elegant. Den kan også komme til at fjerne det, familien ville genkende hende i. Dertil kommer forskellen mellem at samle en historie og at opfinde det, der mangler. En sandsynlig dialog er stadig opdigtet. Det blev ikke sandt, fordi den lød godt. Hvis en familiehistorie skal være noget, kommende generationer kan bygge deres erindring på, må man kunne se, hvad der kommer fra brevene og fortællingerne, og hvad der er lagt til. ## Hvem finder ud af, hvad vi vil sige? Den forskel kan ikke alene løses ved at lade mennesket skrive hvert ord selv. Så forsvinder en stor del af muligheden igen. Jeg behøver ikke kunne spille alle instrumenterne for at have en opfattelse af, hvilken musik jeg gerne vil høre. I debatten om AI taler man om *automation* og *augmentation*: at lade maskinen overtage en opgave eller bruge den til at udvide det, man selv kan. Når vi skaber kultur, er grænsen vanskelig at finde i det færdige produkt. AI kan have skrevet næsten alle ordene, mens et menneske stadig har været optaget af, hvad fortællingen skulle være. Omvendt kan man rette ti kommaer uden at have taget stilling til noget som helst. I [*Spotteren, ikke kranen*](https://mikkelkrogsholm.dk/da/articles/spotteren-ikke-kranen/) undersøgte jeg forskellen mellem hjælp, der fjerner en udfordring, og hjælp, der gør os bedre i stand til at møde den. I fortællingen er det ikke sikkert, at målet er at træne os til en dag at undvære AI. Målet kan være at få større rækkevidde for noget, vi gerne vil udtrykke. Men så må vi stadig opdage, hvornår hjælpen får os væk fra det. Min begejstring for musikken kommer, når det rammer det, jeg gerne ville. Den fornemmelse kræver ikke, at jeg selv har udført alt arbejdet. Der er stadig forskel på at høre, at noget fungerer, og at høre, at det fungerer for mig. Dette essay er også blevet til med AI. Vi har gået frem og tilbage om tanken. AI'en foreslog historier, mennesker kunne lave til hinanden. Jeg bragte risikoen for at miste det fælles ind, fortalte om mine plader og lydbøger og kom videre til mormor, morfar og lokalsamfundets historie. Bagefter talte vi om, at alle de forskellige historier kunne ende med at blive fortalt ens. Det er ikke et bevis på, at denne tekst er fri for den risiko. AI'en kan foreslå en flot forbindelse, som jeg ikke selv havde set. Den kan også få en tanke til at virke færdig, før jeg er færdig med den. En glat formulering er behagelig at acceptere. Det kræver opmærksomhed at mærke, at der stadig mangler noget. De plader, jeg har lagt på Spotify, har ikke brug for et stort publikum for at give mig noget. En fortælling om mormor og morfar kunne på samme måde have værdi for dem, der deler deres historie. Med AI kan flere af de ting få en form, vi kan høre, læse og give videre. Hvis et barn en dag lytter til sådan en familiehistorie, er det værd at håbe, at barnet også møder noget, det ikke ville have fundet på at bestille. En sær vending. En omvej. Noget, som er der, fordi mormor var et andet menneske — og som vi lod blive.