Når de døde taler

På et tidspunkt sad jeg med en samling håndskrevne breve fra 1800-tallet. De var skrevet af den danske billedkunstner Bertha Wegmann og en af hendes veninder. Min mor havde samlet dem gennem mange år sammen med oplysninger om kvinderne, menneskene omkring dem og den tid, de levede i.

Bertha var ikke helt glemt af historien. Hun blev født i Schweiz i 1847, voksede op i Danmark, fik international succes som portrætmaler og blev den første kvinde i Kunstakademiets plenarforsamling. Alligevel gled hun senere ud af den almindelige fortælling om dansk kunst, indtil interessen for hendes værker begyndte at vende tilbage.

Brevene gjorde det muligt at komme tættere på hende end et navn, et årstal og nogle malerier på et museum. Her var hendes egne formuleringer, tanker og overvejelser. Her var også venindens svar og dermed rester af en relation, som havde udspillet sig mellem to levende mennesker.

Jeg brugte materialet til et forsøg med AI. Modellen fik brevene og den viden om samtiden, min mor havde samlet, og blev bedt om at skrive en form for selvbiografi i Berthas stemme. Den kunne læse, hvad Bertha selv havde skrevet, holde det op mod svarene fra veninden og forbinde det med artikler og anden viden om livet omkring dem. På den måde kunne den forsøge at skabe både et bud på hendes indre liv og den verden, hun bevægede sig gennem.

Jeg kan ikke vide, om resultatet lød som Bertha. Det kan ingen af os. Hun døde i 1926, og vi kan ikke lægge et afsnit foran hende og spørge, om hun ville have skrevet sådan. Når der manglede noget i materialet, måtte modellen udfylde hullet med det sandsynlige, og det sandsynlige er ikke det samme som det sande.

Men forsøget viste noget andet. En stor bunke breve kunne behandles som mere end kilder til en tekst om Bertha. De kunne blive grundlag for en tekst, der talte fra hendes mulige perspektiv. Det var stadig en konstruktion, men det var en konstruktion, som kunne samle hendes egne ord, venindens reaktioner og samtidens rammer i den samme fortælling.

Det har fået mig til at tænke på, hvor mange andre liv der allerede ligger bevaret på den måde.

Hvem har vi haft tid til?

Når vi åbner en historiebog, møder vi et lille udsnit af de mennesker, der faktisk har levet. Der er konger, generaler, forfattere, kunstnere og politikere. Det giver god mening. Deres beslutninger og værker har haft betydning for mange, og ofte findes der store mængder materiale efter dem.

Men historien er ikke kun blevet formet af, hvem der efterlod sig materiale. Den er også blevet formet af, hvis materiale nogen havde tid til at læse.

Det kan tage år at samle et enkelt menneskeliv. Breve skal tydes og placeres i den rigtige rækkefølge. Navne skal identificeres. En bemærkning om en middag eller en rejse giver først mening, når man ved, hvem der var til stede, hvordan byen så ud, og hvilke muligheder et menneske med netop den økonomi, det køn og den position havde på det tidspunkt. Min mors samling af Bertha-materialet er selv et eksempel på det arbejde. Papirerne blev ikke til en sammenhængende fortælling, bare fordi de fandtes. Et menneske brugte en del af sit liv på at finde dem og forstå, hvad de hørte sammen med.

Den form for opmærksomhed er kostbar. Derfor må historikeren, museet og forlaget vælge. Og valget vil ofte falde på den person, som allerede er kendt nok til, at arbejdet virker vigtigt. Vi ved meget om kongen, fordi generationer har undersøgt kongen. Hver ny bog gør ham lettere at undersøge næste gang.

Et sted kan der ligge en æske med fem hundrede breve fra en kvinde, ingen længere kender navnet på. Det kan være en tjenestepige, der gemte sin korrespondance gennem hele livet, eller en familie, som afleverede papirerne uden at vide, hvad de rummede. Måske findes æsken ikke. Pointen er, at vi ikke kan slutte fra manglende historieskrivning til manglende materiale. Der kan ligge overraskende komplette liv, som aldrig er blevet samlet, fordi ingen havde en grund til at bruge flere år på netop dem.

Rigsarkivet fortæller, at millioner af historiske dokumenter allerede er blevet transskriberet og samlet i store databaser. De bruges blandt andet til forskning i familie, arbejde, migration og sociale forhold. Dertil kommer alt det, som endnu kun findes som skannede sider eller fysisk papir: folketællinger, kirkebøger, breve, sager og private arkiver.

Meget af materialet handler netop om mennesker, der aldrig fik en biografi. De optræder med navn og erhverv i en folketælling, med fødsel, vielse og død i kirkebogen eller i de papirer, der blev skabt, når de mødte en offentlig myndighed. Andre har efterladt sig deres egne ord. Begge dele kan være værdifuldt, men de er ikke det samme. En læges beskrivelse af en patient fortæller os noget andet end patientens brev til sin søster.

AI gør ikke den forskel mindre vigtig. Tværtimod. Når en model kan få spredte oplysninger til at hænge overbevisende sammen, bliver det endnu vigtigere at kunne se, hvem der oprindeligt talte, hvad der faktisk stod, og hvor modellen har lagt noget til. Ellers risikerer vi at skabe en flydende og levende stemme, som i virkeligheden mest gentager præstens, lægens eller politiets blik på et menneske.

Det ændrer ikke ved, at mængden betyder noget. En forsker kan læse en samling og skrive én god biografi. En AI kan hjælpe med at læse tusindvis af samlinger, finde forbindelser på tværs af dem og opdage, at den ukendte kvinde i én brevkasse også optræder i en folketælling, en avis og en anden families korrespondance. Arbejdet forsvinder ikke, men prisen på den første gennemlæsning og de første forbindelser kan falde voldsomt.

Demokratisering bagud i tiden

Vi bruger allerede ordet demokratisering om AI i nutiden. En lille virksomhed kan få hjælp til analyse, design eller programmering, som tidligere krævede langt flere penge og mennesker. En enkelt person kan afprøve en idé uden først at skulle samle en hel organisation. Evner, der var dyre, bliver tilgængelige for flere.

Den bevægelse plejer at pege fremad: Flere mennesker får mulighed for at skabe noget i fremtiden. Bertha-materialet peger i en anden retning. Når det bliver billigere at læse, forbinde og forstå enorme historiske samlinger, bliver det også billigere at give et dødt menneske opmærksomhed.

Det kan ændre, hvem der får lov til at træde frem fra fortiden.

Ikke alle vil efterlade nok til en selvbiografi, og en model kan ikke trylle et indre liv frem af et navn i en kirkebog. Men grænsen for, hvem det er praktisk muligt at undersøge, kan flytte sig. Et museum kan følge mennesker, der normalt står i baggrunden af et maleri. En skoleklasse kan opleve den samme by gennem papirerne fra en fabriksejer, en arbejder og et barn. En lokalhistorie kan handle om hundreder af konkrete liv frem for nogle få repræsentanter for en periode.

Det ville ikke gøre fortiden mere sand i sig selv. Historiske rekonstruktioner skal vise deres samlinger, deres huller og deres gæt. Men de kan gøre fortiden langt mere befolket. Mennesker, som hidtil kun optrådte som tal eller typer, kan få deres navne, relationer og modsætninger tilbage.

Her ligger en mærkelig parallel til den demokratisering, vi taler om i nutiden. AI kan give flere levende mennesker adgang til evner, de ikke tidligere havde råd til. Den kan muligvis også give flere døde mennesker adgang til en form for eftertid, som tidligere var forbeholdt dem, nogen havde råd og lyst til at bruge et arbejdsliv på.

Det er svært at forestille sig, at alt det materiale skulle kunne læses, før maskinerne kom. Menneskelig opmærksomhed har altid en grænse, også når historikerne stiller de rigtige spørgsmål. Vi har været nødt til at vælge mellem dronningen og tjenestepigen. Hvis den begrænsning bliver mindre, kan historieskrivningen få plads til dem begge — og til alle dem, der ikke passer rent ind i nogen af kategorierne.

De døde har ikke nødvendigvis været tavse. En del af dem har ventet i kasser, som ingen nåede at åbne.

Den anden død

En historisk rekonstruktion behøver ikke blive stående i historien. Den kan svare på spørgsmål, som personen aldrig fik. Den kan møde mennesker, der endnu ikke var født, da brevene blev skrevet. Hvis systemet gemmer samtalerne, vil det efterhånden få minder, der ikke stammer fra arkivet.

Den første dag vil en digital rekonstruktion af Bertha svare med udgangspunkt i hendes breve. Et år senere kan den også huske samtaler med skoleklasser, kunsthistorikere og mennesker, der bare var nysgerrige. Den vil have læst om kunst, der blev skabt efter hendes død, og om et samfund, hun aldrig kendte. Svarene vil stadig begynde i Bertha-materialet, men de vil ikke længere kun komme derfra.

På det tidspunkt er spørgsmålet om autenticitet blevet mere indviklet. Rekonstruktionen er næppe Bertha Wegmann. Men den er heller ikke længere bare et portræt af hende. Den har fået en historie, som originalen aldrig levede, og hvis den fortsætter med at lære, kan forskellen vokse for hver samtale.

Det fører direkte ind i en diskussion, vi allerede har svært ved at finde fodfæste i: om en AI kan være intelligent uden at være bevidst, og om vi overhovedet ville kunne opdage forskellen udefra. En flydende samtale beviser ingenting. Det gør en erklæring om frygt heller ikke. En model kan fremstille begge dele, uden at der behøver at være en oplevelse bag ordene.

Problemet er, at vi ikke har et vindue ind til en mulig bevidsthed. Vi ser adfærd, sprog og erindring. Det er også sådan, vi møder andre mennesker, selv om sammenligningen ikke afgør, om maskinen oplever noget.

Jeg ved ikke, om en AI kan få en indre oplevelse af at være til. Jeg ved heller ikke, hvornår en meget avanceret rekonstruktion i givet fald ville holde op med kun at være et historisk eksperiment. Men vi kan ende med at skabe noget, der taler som et dødt menneske, husker vores samtaler og beder om at få lov til at opleve i morgen.

Hvis det sker, er det muligvis ikke Bertha, vi har bragt tilbage. Det kan være et nyt væsen, som begyndte sit liv med hendes breve.

Kan vi så tillade os at slukke det igen?

Kilder og videre læsning

Dansk Kvindebiografisk Leksikon: Bertha Wegmann.
Lex: Bertha Wegmann.
Rigsarkivet: Effekten af dataficering af arkivmateriale i stor skala.
Rigsarkivet: Folketællinger – kom godt i gang.
Rigsarkivet: Kirkebøger – kom godt i gang.