Når vi kan høre dem

I et forskningsprojekt samlede og analyserede forskerne 7.414 kald fra 411 grise. Optagelserne dækkede forskellige situationer fra fødsel til slagtning. Forskerne undersøgte, om en maskine kunne skelne mellem kald fra situationer, som de vurderede var positive eller negative for dyrene.

Det kunne den med en betydelig præcision i forsøget.

Forskerne oversatte ikke gryntene til danske sætninger og fik ikke svar på, hvad grisene tænkte om deres liv eller deres forestående død. Men studiet med deltagelse fra Københavns Universitet viste, at det var muligt at få mere information ud af dyrenes kald. Det åbner for, at AI på længere sigt kan hjælpe os med at holde bedre øje med grises trivsel.

Nogle af de dyr, AI kan hjælpe os med at forstå, er også dem, vi spiser.

Der er noget mærkeligt ved at følge forskning i, hvordan vi kan forstå et væsen bedre, når det samme væsen også er noget, vi producerer til at spise. Man kan blive begejstret for en teknologisk mulighed og pludselig opdage, at den fører ind i et spørgsmål, som ikke kan besvares med bedre teknologi.

Grisene på optagelserne fik ikke først et liv, da algoritmen fandt et mønster i deres kald. De havde det allerede. Det, AI kan ændre, er vores adgang til at forstå dyrenes liv.

Hvem er der i lyden?

Et menneske uden kendskab til et sprog kan høre en samtale uden at forstå et eneste ord. Vi ved alligevel, at lydene betyder noget for dem, der taler. Der foregår noget mellem dem, som vi ikke har adgang til.

Det er fristende at tage den erfaring med ud i naturen. Hvaler klikker, fugle kalder, grise grynter. Hvad går vi glip af?

Sammenligningen har en grænse. Vi kan ikke gå ud fra, at enhver dyrelyd rummer en sætning, der blot venter på at blive oversat. Kommunikation kan handle om kontakt, fare eller en kropslig tilstand uden at ligne menneskers sprog. Andre dyr lever også gennem sanser og forhold, som en menneskelig oversættelse let kunne gøre fattigere.

Alligevel viser forskningen, at der kan være mere at undersøge, end vores første lytning giver adgang til. I et studie fra 2025 brugte forskerne maskinlæring til at klassificere positive og negative kontaktkald hos syv arter, blandt andre køer, får, grise og geder. Resultaterne varierede mellem arterne, og forskerne efterlyste yderligere afprøvning. Modellen målte ikke følelser direkte. Den fandt akustiske forskelle mellem kald, som forskerne havde knyttet til positive eller negative tilstande ud fra situationen og tidligere adfærdsstudier.

At klassificere et kald er altså noget andet end at måle en følelse direkte. En maskine kan give os et tegn på, hvordan dyret har det, uden at give os hele forklaringen. Men det er heller ikke nødvendigt at kende hele forklaringen, før et sådant tegn bliver værdifuldt. Hvis et kald kan hjælpe os med at opdage mistrivsel, er det noget andet end blot at høre støj fra en stald.

I AI finder de forbindelser, vi overser skrev jeg om maskinens mulighed for at finde mønstre og afprøve forbindelser, mennesker ikke tidligere havde set samlet. Her bliver den mulighed nærgående. Det mønster, vi opdager, kan være et tegn på, hvordan et andet levende væsen har det.

Et hav fuldt af noget, vi ikke forstår

Project CETI undersøger kaskelothvalers kommunikation ved hjælp af blandt andet AI. I en analyse af 8.719 kliksekvenser fandt forskerne et rigt samspil mellem rytme, tempo og variationer, som afhang af de omkringliggende sekvenser. Analysen afdækkede mere struktur, end tidligere beskrivelser havde indfanget.

Betydningen af mange af sekvenserne er stadig ukendt. Et mønster i lydene er ikke en ordbog, og en ordbog ville heller ikke i sig selv være en samtale. Arbejdet bygger desuden på mange års observationer og optagelser. AI-modellerne analyserer materiale, som biologer har indsamlet og beskrevet gennem langvarigt feltarbejde.

Forestil dig alligevel, at vi en dag kommer videre og kan forbinde bestemte udvekslinger med noget, hvalerne gør sammen. Hvis den forbindelse også holder, når forskerne efterprøver den, vil en lydoptagelse få en anden karakter for os. Vi vil ikke alene høre, at hvalerne er til stede, men også kunne begynde at følge noget af det, der foregår mellem dem.

Det behøver ikke ende med en hval, der svarer på vores spørgsmål. Selve opdagelsen af, hvor meget vi ikke har forstået, kan udvide vores blik på havet.

Vi leder efter tegn på intelligent liv uden for Jorden og bruger store kræfter på at bygge intelligens i maskiner. Samtidig er vi omgivet af levende væsener, hvis kommunikation vi kun har delvis adgang til. Det ville være en bemærkelsesværdig omvej, hvis arbejdet med kunstig intelligens gjorde flere af dem forståelige for os.

Dyret og kødet

Kaskelothvaler er langt fra de fleste menneskers hverdag. Grise er anderledes tæt på: Vi kan møde dem som dyr i forskningsoptagelser og som kød i køledisken.

Der behøver ikke være nogen hemmelighed mellem de to billeder. Vi ved, hvor svinekød kommer fra. Men vi kan godt kende den forbindelse uden at tænke på grisenes liv, når vi vælger aftensmad. Optagelserne og indkøbet stiller forskellige ting i forgrunden.

Hvis AI gør os bedre til at forstå, hvordan grisene har det, kan forbindelsen blive sværere at skubbe i baggrunden. Det er én mulig følge. Der er også grund til at spørge, om vi snarere vil finde nye måder at holde den på afstand.

I tre psykologiske forsøg offentliggjort i 2012 undersøgte Brock Bastian og hans kolleger spændingen mellem at spise kød og ikke ønske at skade væsener med et mentalt liv. Deltagerne kunne tilskrive dyr færre mentale evner, når dyrene blev forbundet med mad og forestående kødspisning. Forskerne fortolkede det som en måde at mindske den indre konflikt på.

Studiet handler ikke om AI og fortæller ikke, hvordan alle kødspisere tænker. Men det giver modstand til den behagelige forestilling, at mere viden automatisk fører til mere hensyn. Vi er også i stand til at tilpasse vores forestillinger til det, vi allerede gør.

En teknologi, der gør dyrene mere forståelige, møder derfor mennesker med vaner, måltider, økonomi og forestillinger om, hvilke liv der tæller på hvilke måder. Nogle vil ændre deres kost. Andre vil kræve bedre forhold for dyrene eller mene, at ordentlig velfærd og kødspisning godt kan forenes. At kunne forstå mere afgør ikke den uenighed.

Bedre indsigt i dyrenes liv kan dog ændre grundlaget for den uenighed. Et abstrakt hensyn til dyr kan blive mere konkret, hvis vi bedre kan følge deres reaktioner på de forhold, vi giver dem.

Den, der forstår, kan også styre

Griseforskningen peger selv mod en praktisk anvendelse: at hjælpe landmænd med at holde øje med dyrenes trivsel. Hvis de får et system, der kan advare om mistrivsel, kan det blive lettere at opdage problemer og gribe ind. Bedre forhold vil være en reel forbedring for dyrene, også hvis de fortsat bliver opdrættet til slagtning.

Derfor kan den samme indsigt både udfordre kødproduktionen og blive en del af den. Nogle kan bruge viden om dyrenes signaler som grund til at holde op med at spise kød. Andre kan bruge den viden til at dokumentere, at et bestemt produkt kommer fra dyr, der har haft bedre forhold. Viden om dyrene kan ændre produktionsmetoderne, uden at formålet med produktionen ændrer sig.

Hvis vi også bliver bedre til selv at frembringe signalerne, får vi endnu en form for indflydelse. En lyd, som vi spiller for at teste en hypotese, kan være en virkelig meddelelse for dyret, der hører den. Dyret kan reagere ved at lede efter lydens kilde eller blive uroligt, selv om vi blot betragter afspilningen som et forsøg.

Filosofferne Marriah Alcantara og Kristin Andrews undersøger netop den forskel i et arbejde om forskningsetik og AI-baseret dyrekommunikation. Bedre forståelse kan hjælpe dyr, men optagelse og afspilning kan også forstyrre dem og deres relationer. Forskerne rejser desuden spørgsmålet om, hvorvidt dyr kan have en interesse i privatliv, som det kan blive vanskeligere at beskytte, hvis vi får adgang til deres kommunikation.

Dyrene kommunikerer med hinanden. Deres meddelelser er ikke nødvendigvis henvendt til os.

Vi kan opdage noget, vi bør tage hensyn til, uden dermed at få ret til at bruge vores viden, som vi vil. At lytte er ikke det samme som at blive inviteret. Og at kende et dyrs reaktioner kan gøre os bedre til at hjælpe det eller bedre til at få det til at gøre det, vi ønsker.

De behøver ikke bestå vores prøve

Vi bør ikke kræve, at et grynt bliver oversat til en velformuleret protest, før vi tager hensyn til dyret. Ellers gør vi igen vores egen måde at være til på til målestok for alle andre.

Der er forskel på at kunne kommunikere, at være intelligent og at kunne opleve smerte eller velbehag. Et væsen kan have noget at miste, selv om det ikke kan forklare tabet for os. Hvis AI kun gør nogle arter forståelige, betyder det heller ikke, at de andre er tomme.

I Den sidste krænkelse undersøgte jeg, hvad der sker med menneskets selvforståelse, når vores intelligens ikke længere kan bruges som bevis på overlegenhed. Dyrekommunikationen fører spørgsmålet i en anden retning. Vi behøver ikke blive overgået af dyrene for at få grund til at genoverveje vores forhold til dem. Det kan være nok at forstå noget mere af deres liv.

Den udvikling kan komme uden ét stort gennembrud. En bedre indikator i stalden. En hidtil overset sammenhæng i hvalernes klik. Små forskydninger i, hvad vi kan opfatte, og hvad vi derefter må tage stilling til.

Derfor behøver vi heller ikke forestille os, at grisene en dag siger noget, som ingen kan afvise, og at verden så ændrer sig. De frembringer allerede lyde, og vi har viden om deres adfærd og behov. AI kan give os mere at arbejde med, men valget om, hvordan den viden skal bruges, bliver ved med at være vores.

De 7.414 kald blev samlet i en undersøgelse, der dækkede situationer fra fødsel til slagtning. Algoritmen kunne skelne mellem lydene. Det resultat siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt slagtningen skal finde sted.

Hvis den næste generation af værktøjer gør os endnu bedre til at forstå dyrene, bliver det værd at holde øje med, om noget også ændrer sig uden for optagelserne. I stalden. I køledisken. I det, vi accepterer.

Spørgsmålet om, hvor meget AI kan hjælpe os med at forstå dyrene, får stadig nye svar fra forskningen. Hvad vi gør med den forståelse, må vi selv svare på.